Det faglige Udvalg for Kontoruddannelser
v/ Uddannelsesnævnet for handel- og kontorområdet
Vesterbrogade 6D, 4.
1620 København V
T.
33 36 66 00
Før eleven starter (Preboarding)
Gå igennem hver af de fire faser i elevens oplæring og lad dig inspirere af de mange foreslåede aktiviteter.
Under hver fase findes en række kategorier med tilhørende aktiviteter. Gennemgå kategorierne én af gangen – og udvælg netop de aktiviteter, der vil passe til jeres elevs forløb.
Gå derefter videre til den næste fase.
Arrangér et møde, hvor eleven kan møde én eller flere nøglepersoner.
Arrangér en morgenmad eller en frokost, hvor eleven kan møde flere nøglepersoner i virksomheden eller den afdeling/team, eleven bliver en del af.
Ring til eleven for at byde velkommen.
Send en e-mail, der byder eleven velkommen. Mailen kan inkludere praktiske oplysninger om mødested og -tidspunkt, første dag eller en hilsen fra de nærmeste kolleger, buddy og/eller lederen.
Invitér eleven med til de firmaevents, som foregår i perioden fra I har underskrevet kontrakten, til elevens første arbejdsdag. Det giver eleven en mulighed for at hilse på sit nye team under uformelle rammer inden start.
Tildel eleven en buddy, der kan fungere som en daglig støtte for eleven og en lidt mere uformel sparringspartner. Det kan fx være en tidligere elev. Buddy’en kan fx introducere sig over mail, i en kort introduktionsvideo, et telefonopkald og/eller et kaffemøde.
Den elevansvarlige har det overordnede ansvar for elevens forløb og udvikling. Den elevansvarlige kan fx introducere sig gennem en mail med en skriftlig hilsen, en introduktionsvideo, et telefonopkald eller et kaffemøde.
Lederen kan fx introducere sig gennem en mail med en skriftlig hilsen, en introduktionsvideo, et telefonopkald eller et kaffemøde.
Planlæg elevens oplæring allerede inden første dag. Planen giver overblik over, hvad eleven skal lære, og sikrer en god start. Lav planen sammen med de kolleger, der skal deltage i oplæringen af eleven, så alle kender deres rolle i oplæringen af eleven. Genbesøg planen regelmæssigt, så der løbende følges op på, om eleven når de mål, som I har fastlagt i planen.
Det faglige Udvalg for Kontoruddannelser har en vejledende plan, men I kan også lave jeres egen version, så længe minimumskravene opfyldes. I skal fastlægge, hvilke arbejdsområder og -opgaver hos jer, som eleven skal arbejde med, for at I kan opfylde de mål, som indgår i oplæringsplanen for eleven.
Udarbejd et detaljeret introduktionsprogram for de første uger. Programmet kan inkludere møder med nøglepersoner og oplæring i virksomhedens systemer, processer og værktøjer.
Udarbejd en digital elevhåndbog med vigtig information om virksomheden. Inkluder fx kultur, værdier, politikker og procedurer. Tilføj også praktiske oplysninger om hverdagen.
Afhold et eller flere møder med de kolleger, der skal deltage i oplæringen af eleven i den første tid. Gennemgå og justér oplæringsplanen sammen, så alle involverede er helt klar over deres rolle, ansvar og opgaver i forbindelse med at lære eleven op.
Afhold et møde med elevens buddy for at forberede vedkommendes på sin rolle. Her kan I gennemgå relevante materialer såsom elevplan, læringsmål eller andet.
Afhold et møde med elevens leder(e) for at afstemme roller, ansvar og tilgang. Her kan I gennemgå relevante materialer såsom læringsmål mv.
Elevens første tid (Onboarding)
Gå igennem hver af de fire faser i elevens oplæring og lad dig inspirere af de mange foreslåede aktiviteter.
Under hver fase findes en række kategorier med tilhørende aktiviteter. Gennemgå kategorierne én af gangen – og udvælg netop de aktiviteter, der vil passe til jeres elevs forløb.
Gå derefter videre til den næste fase.
Afhold en hyggelig og uformel morgenmad på elevens første dag, hvor eleven møder teamet.
Arrangér en uformel frokost med teamet/og evt. ledelse.
Forbered en velkomstpakke med information om virksomheden (fx historie, værdier, organisationsstruktur), elevens team og praktiske detaljer om arbejdsstedet og -tider. Inkludér evt. en personlig velkomstbesked fra buddy, leder eller teamet.
Giv eleven en grundig rundvisning på kontoret, herunder vigtige områder som kantine, mødelokaler, nødudgange, kaffemaskine, printer, osv. Det hjælper eleven med at orientere sig og føle sig hjemme i de nye omgivelser.
Del velkomstbesked på virksomhedens intranet eller i et internt nyhedsbrev, hvor den nye elev præsenteres for teamet/afdelingen. Det skaber en følelse af inklusion og gør det lettere for andre at byde eleven velkommen.
Hvis jeres arbejdsplads har flere elever, kan I arrangere regelmæssige elevnetværksmøder, hvor eleverne kan mødes på tværs af afdelinger. Eleverne kan på sigt selv drive netværket og møderne, som både kan involvere uformelle snakke og sociale aktiviteter samt vidensdeling og rum til at lufte bekymringer og udfordringer med hinanden.
Invitér eleven til sociale arrangementer – som fredagsbar, fælles frokoster eller teambuilding aktiviteter. Det er en god mulighed for, at eleven kan lære sine kolleger at kende uden for arbejdsopgaverne og i en afslappet atmosfære.
Invitér eleven til at deltage i faglige grupper eller interessefællesskaber. Det kan være alt fra en bogklub til en løbeklub, som hjælper med at styrke fællesskabsfølelsen og fremme tilhørsforholdet hos eleven.
Involvér eleven i tværfaglige projekter, der kræver samarbejde med medarbejdere fra forskellige afdelinger. Det fremmer samarbejde og giver eleven mulighed for at lære af forskellige ekspertiser.
Eleven er måske allerede blevet introduceret til sin buddy inden første arbejdsdag. Personen svarer på spørgsmål, introducerer til andre kolleger og hjælper med at navigere i det nye arbejdsmiljø.
Eleven har allerede været i kontakt med den elevansvarlige inden første arbejdsdag. Personen fungerer som en essentiel kontaktperson for eleven under hele forløbet.
Eleven er måske allerede blevet introduceret til sin leder inden første arbejdsdag. Lederen hjælper med at introducere virksomhedens strategiske mål, værdier og forventninger og kan forklare, hvordan elevens arbejde bidrager til det større billede. Lederen giver eleven indsigt i ledelsesstrukturer og karrieremuligheder i virksomheder.
Arrangér kaffemøder eller frokoster, hvor eleven kan mødes én-til-én med forskellige kolleger i teamet for at lære dem at kende og for at fremme sociale relationer. Det er også med til at give eleven et bedre indblik i, hvad de enkelte kolleger arbejder med, og derigennem få en bedre fornemmelse af arbejdspladsen som helhed.
Gennemgå den forberedte oplæringsplan for forløbet, så eleven får et overblik over de områder og kompetencer, der opbygges og kommer i spil. Det gør også, at eleven kan se, hvordan enkelte opgaver og projekter passer ind i den større sammenhæng.
Genbesøg planen løbende, så den afspejler elevens udvikling og behov for læring.
Det faglige Udvalg for Kontoruddannelser har en vejledende plan, men I kan også lave jeres egen version, så længe minimumskravene opfyldes.
Udarbejd en opgaveliste for den første tid med daglige og ugentlige opgaver. Det giver eleven et godt overblik. Opgaverne er optimalt en blanding af mere rutineprægede opgaver, udfordrende opgaver og større projekter, som ikke haster.
Sørg for, at der også er opgaver på listen, som eleven kan arbejde selvstændigt med i den første tid, når eleven har pauser fra oplæringen og andre aktiviteter. Tilpas opgaverne til elevens niveau, og hvor meget erfaring eleven allerede har med arbejdsopgaver.
Udarbejd og gennemgå et visuelt årshjul for arbejdspladsen med eleven. Årshjulet kan indeholde faste aktiviteter for arbejdspladsen og for eleven specifikt, herunder faste travle perioder, events, ferier, mærkedage og elevaktiviteter.
Sørg for at eleven har adgang til nødvendigt IT-udstyr såsom computer, telefon og printer. Giv en grundig introduktion til systemer og software, der skal bruges i det daglige arbejde. Hjælp desuden eleven med at opsætte og få adgang til alle nødvendige konti og systemer.
Introducér eleven til virksomhedens kommunikationssystemer, såsom e-mail, chat-programmer, intranet osv. Gennemgå ’best practice’ for professionel kommunikation på arbejdspladsen.
Hvis jeres arbejdsplads har obligatorisk træning (fx e-learning) for alle medarbejdere, så sørg for at eleven også gennemfører den. Det kan være grundlæggende træning i virksomhedens systemer, arbejdsmiljømæssige forhold, GDPR, værktøjer og processer, der dækker essentielle færdigheder og procedurer.
Elevens hverdag (Læring & udvikling)
Gå igennem hver af de fire faser i elevens oplæring og lad dig inspirere af de mange foreslåede aktiviteter.
Under hver fase findes en række kategorier med tilhørende aktiviteter. Gennemgå kategorierne én af gangen – og udvælg netop de aktiviteter, der vil passe til jeres elevs forløb.
Gå derefter videre til den næste fase.
I elevens uddannelsesforløb indgår en række skoleophold. Her er nogle af fagene obligatoriske, men eleven og lærestedet skal som regel også vælge nogle valgfrie specialefag. Tal med eleven om valg af emner, som kunne være særligt relevante for eleven selv og for jeres arbejdsplads. Giv desuden eleven mulighed for at deltage i relevante interne og eksterne kurser, workshops og netværksarrangementer.
Hvis det giver mening for jeres arbejdsplads og for eleven, kan I skabe rotation mellem forskellige afdelinger under forløbet. Det kan fx være relevant, hvis I ønsker at give eleven en bredere forståelse af arbejdspladsen og –processerne, eller hvis I gerne vil give eleven mulighed for at afprøve forskellige kompetenceområder. Det kan være en god idé, hvis planen er, at eleven på længere sigt skal specialisere sig inden for et bestemt område, eller hvis eleven blot ønsker at afprøve bestemte områder.
Tildel eventuelt eleven en mentor, som kan guide eleven gennem hele forløbet og hjælpe med spørgsmål og støtte til kompetenceudvikling.
Skab et netværk for oplæringsansvarlige (eller for elevansvarlige, hvis I er en større virksomhed med mange elever), hvor de kan dele erfaringer og ’best practice’. Det kan hjælpe til at styrke elevforløbet gennem vidensdeling og samarbejde, hvilket sikrer en mere effektiv og udviklende læreproces for eleverne.
Planlæg regelmæssige opfølgninger på elevens oplæringsplan for at sikre, at eleven når sine læringsmål. Juster planen løbende, så den afspejler udvikling og behov for læring.
Det faglige Udvalg for Kontoruddannelser har en vejledende plan, men I kan sagtens lave jeres egen version, så længe minimumskravene opfyldes.
I elevens uddannelsesforløb indgår en række skoleophold. Her er nogle af fagene obligatoriske, men eleven og lærestedet skal typisk også vælge nogle valgfrie specialefag. Tal med eleven om, hvilke emner som kunne være særligt relevante, både for eleven selv og for jeres arbejdsplads. I forbindelse med valget af valgfrie specialefag kan der være behov for at justere oplæringsplanen, hvis I bliver enige om at sætte mere eller mindre fokus på bestemte kompetenceområder.
Skriv en mail til team/afdeling før og efter hvert skoleforløb. Informér om, hvornår eleven er på skole (og derfor ikke tilgængelig), og hvad eleven har lært. Det giver eleven ro til at fokusere på skolen, og det viser samtidig, at jeres arbejdsplads anerkender og støtter elevens læring.
Afhold en samtale med eleven før og efter hvert skoleforløb, hvor det drøftes, hvordan virksomheden arbejder med det område, som eleven skal lære om. Her italesættes og planlægges det også, hvordan eleven kan komme på opgaver/projekter, hvor den nye viden fra skolen kan bruges.
Hold regelmæssige check-ins med eleven for at give konstruktiv feedback og diskutere elevens fremskridt.
Hold evalueringssamtaler for at reflektere over elevens udvikling og give feedback. Forud for mødet indsamles feedback fra de kolleger, som eleven har samarbejdet med. Agendaen for mødet og tilhørende refleksionsspørgsmål kan med fordel sendes til eleven inden mødet, så alle parter kommer forberedte. Omdrejningspunktet for spørgsmålene er elevens læring og udvikling, trivsel samt gensidig feedback.
Giv eleven ansvar for at planlægge interne arrangementer i virksomheden, som bidrager til det sociale fællesskab.
Giv eleven ansvar for større opgaver eller projekter, som fx går på tværs af afdelinger, for at holde eleven engageret og motiveret.
Giv eleven en rolle i oplæring/onboarding af nye elever eller medarbejdere. Det giver en bevidsthed om ikke at være den nyeste længere og øger læringen, når eleven selv skal lære fra sig.
Elevens vej videre (Overgang)
Gå igennem hver af de fire faser i elevens oplæring og lad dig inspirere af de mange foreslåede aktiviteter.
Under hver fase findes en række kategorier med tilhørende aktiviteter. Gennemgå kategorierne én af gangen – og udvælg netop de aktiviteter, der vil passe til jeres elevs forløb.
Gå derefter videre til den næste fase.
Elev og elevansvarlig vælger i fællesskab, hvad fagprøven skal handle om, og hvilken arbejdsopgave eleven skal lave i virksomheden som grundlag for fagprøven. Eleven, den elevansvarlige og skolen udarbejder i fællesskab en problemformulering. Det er vigtigt, at man samtidig får aftalt, hvilke ressourcer der skal afsættes, hvilke data eleven har adgang til, og hvem eleven må kontakte og sparre med på arbejdspladsen.
Arbejdspladsen skal hjælpe eleven med fagprøven på lige fod med andre arbejdsopgaver. Blandt andet skal I sikre jer, at eleven kommer i gang med arbejdsopgaven, der udgør fagprøven, og at eleven arbejder med opgaven som aftalt og planlagt.
Send en mail til teamet eller afdelingen, hvor det nævnes, at eleven arbejder på sin fagprøve. Beskriv eventuelt emnet og nævn, hvem der er involveret som ressourcepersoner, som eleven kan sparre med. Det giver kollegaer mulighed for at støtte eleven, stille spørgsmål og anerkende elevens arbejde.
En øvefremlæggelse af fagprøven giver eleven mulighed for at afprøve præsentationen, få feedback og styrke forberedelsen. Det hjælper med at opbygge selvtillid og sikre, at eleven er klar til den endelige mundtlige eksamen.
Tag med eleven til skolen den dag, hvor eleven skal til den mundtlige eksamen. Aftal alternativt at eleven kommer tilbage på arbejdspladsen efter eksamen, så I kan fejre afslutningen på fagprøveforløbet.
Uanset om eleven fortsætter hos jer, eller skal videre, er det vigtigt med en dialog. Tal om ønsker, behov og fremtidige muligheder.
Hvis I vælger at fastansætte eleven, så fejr elevens ansættelse med en hyggelig morgenmad eller frokost, hvor teamet samles.
Fejr eleven med en hyggelig morgenmad eller frokost, hvor teamet samles for at fejre elevens bidrag og ønske ’god vind’.
Arrangér en reception for en eller flere elever, hvor kolleger og ledelse kan samles for at anerkende elevens indsats og dele gode minder fra elevens tid i virksomheden. Eleven kan evt. have mulighed for at invitere familie med.
Hold en personlig tale for eleven, hvor elevens præstationer, udvikling og betydning for teamet fremhæves.
Markér afslutningen på elevforløbet med en lille gave, blomst eller andet symbolsk. Nogle arbejdspladser vælger at uddele et symbolsk diplom, hvor det fremhæves, at eleven har været i lære på den pågældende arbejdsplads. Bemærk, at dette ikke er et officielt diplom – det udstedes af skolen.
Drøft karrieremuligheder med eleven – i og udenfor virksomheden. Tilbyd evt. også fortsat karrierestøtte efter forløbets afslutning for at hjælpe eleven med at overgå til sin næste rolle.
Hjælp eleven med at forberede sit CV og ansøgninger samt tilbyd tips til jobsamtaler og jobsøgning. Tilbyd evt. også at skrive en anbefaling.
Planlæg en afsluttende samtale for at evaluere elevens læring og oplevelse. Få feedback fra eleven om det samlede forløb for at identificere styrker og muligheder for forbedring.
Giv eleven tid og mulighed for at sikre en grundig overlevering til nye elever eller kollegaer. Det kan indebære elevens vigtigste anbefalinger, erfaringer og opgavelister. Eleven kan også bidrage til at udvikle eller opdatere elevhåndbogen eller andre initiativer – spørg gerne eleven, om vedkommende har gode idéer.